Stine Rørbech: Tell her she asked for too much, NK16. Foto: Solveig Ehtelberg Thimm
Refleksioner fra det mørke jylland
Nordkraftudstillingen 2016 er taget ned, væggene i Kunsthal Nord er klar til en ny udstilling og mine to værker fra udstillingen er tilbage i mit lille atelier-skab. På vej hjem med toget med mine værker sad jeg og tænkte over at udstillingen, af en eller anden årsag, ikke har fået særlig meget opmærksomhed i medierne. Om det skyldes at udstillingen er i Aalborg, manglende initiativer fra udstillingsstedet, formatet censurerede udstillinger, eller noget helt andet, ved jeg ikke.
På vej hjem i toget besluttede jeg mig derfor, for selv at skrive en kort artikel om NK16. Det havde selvfølgelig været optimalt hvis udstillingen stadig var åben, så du som læser kunne køre en tur til Nordjylland og se udstillingen hvis artiklen skulle vække din interesse for nogle af værkerne. Som der er, må du nøjes med mine billeder, og eventuelt kunstnernes egne hjemmesider.
Mit umiddelbare indtryk af udstillingen var, at der var meget maleri. Som givet af formatet omkring censurerede udstillinger, repræsentere NK16 dog et bredt udvalg af kunstnere og genrer. Det er på ingen måde alt der falder i min smag, men jeg ser alligevel nogle overordnede linjer i de udvalgte værker. Måske ser jeg sammenhænge hvor de ikke er, men gennemgående vil jeg beskrive værkerne som taktile, poetiske og stringente, med relativt monokromatiske farveholdninger og enkelte udbrud af kontraster.
En del værker pirrede min taktile sans, så jeg måtte modstå min trang til at røre. Det skyldes både materialet og teksturen, som eksempelvis Anne Louise Bahn og Kitt Stuart Schwenns Blå, eller Stine Rørbechs anonyme Tell her she asked for too much, som jeg først opdagede da jeg var ved at træde i den.
Der var også mange værker der trak i mig, og krævede at jeg kom helt tæt på, for at se hvad det egentlig var jeg så på. Det gælder blandt andet Sofie Phils fine fotografi, hvor jeg først helt tæt på, kunne se at det der gav indtryk af dobbelteksponering, i virkeligheden var sytråd broderet ovenpå selve billedet.
I forhold til selve installeringen af værkerne i Kunsthal Nord, er jeg vild med de rå rum der er at finde i Nordkraft. Det klæder for mig at se ofte kunsten bedre end den traditionelle White Cube setting, hvor det hele let bliver meget sterilt og selvhøjtideligt. Det gav også en spændende kontrast til udstillingens mange poetiske og tekstile værker. På den mindre positive side, føltes det hele lidt klemt i kunsthallens rum. En del værker, der ikke umiddelbart komplementerede hinanden, hang meget tæt, ligesom det enkelte steder var svært at komme nok på afstand af værket til rigtig at se det. Bagest i udstillingsrummet var Ana Mendes video Self-portrait, projekteret op på en væg. I det meget lyse lokale blev billedet gråligt og utydeligt, selvom der var noget fint og skrøbeligt ved dette, kunne jeg godt have tænkt mig at billedet alligevel havde været en anelse tydeligere. Værre var det at lyden var meget lav, det var derfor svært at høre hvad der blev sagt, og hvis andre i lokalet snakkede, var det helt umuligt.
Overordnet set står jeg tilbage med et indtrykket af en rigtig fin og absolut seværdig udstilling, derfor vil jeg gerne takke bestyrelsen og censorerne, for det store arbejde de har lagt i NK16, en udstilling der ihvertfald har givet mig lyst til at undersøge flere af de andre udstillere nærmere. Nu er jeg, som deltagende kunstner, selvfølgelig ikke objektiv i min bedømmelse, men er der i virkeligheden nogen der er det.
